Jeg takker de højere magter for gode kolleger, som giver mig kys på kinderne i stride strømme og lange, varme omfavnelser. Tak for tirsdagsøl på lurvede beværtninger med mennesker, jeg ellers aldrig havde mødt. Tak for delte cigaretter og håndtegn og alt for mange dumme bemærkninger. Hold kæft, hvor jeg elsker mit job.
Jeg skal flytte! Sweet mother fucking fuck! Lige ind til Østerbro og væk fra dumme provins, hvor jeg har været fanget i ni måneder. Jeg er ovenud lykkelig, og en lille smule panisk ved tanken om at skulle flytte for første gang, uden hjælp fra mine forældre. Det bliver lidt af en prøvelse. Det er heldigt, at jeg har sådan et lille værelse at bo på nu, for så er der i det mindste ikke særlig meget at pakke ned.
Åh, det kilder i min mave ved tanken om endelig at komme tilbage til byen. Jeg troede næsten, atdet var for godt til at tro på, men så … Det er så pissefucking fedt.
Jeg hader min computer. De sidste mange uger har den en gang i mellem haft problemer med flimren på skærmen, underlige opløsninger og deslige. Men nu er det en permanent tilstand; der er tre striber der løber gennem den horisontalt, og forvrænger farver og blander browsere sammen. Før kunne det fikses med et dask på siden af skærmen, men de dage er overståede. Og nu bliver jeg så vred, at jeg er lige ved at græde, fordi det bare er så motherfucking frustrerende …
Det er helt åndssvagt. Det er en lille ting, og det betyder egentlig ikke noget for hvorvidt, jeg kan bruge computeren eller ej. Den er principielt stadig funktionsdygtig. Alligevel koger min hjerne nærmest sammen over det. Jeg vil bare have det til at virke, som det skal. Og nu gør min håndflader ondt, fordi jeg har slået så meget til den.
Jeg køber en af de der små computere til 2500. Så er det fandeme overstået. Så slipper jeg også for at føle mig så dum over en åndssvag pc.
Et virvar af følelser. Dårlig samvittighed over at have spist aftensmad. At have sovet til middag, i stedet for at rydde op eller lavet andet konstruktivt. Noget der brænder kalorier af. Ekstrem væmmelse over min egen krop. Vrede fordi jeg har givet slip og spist og taget på. Vrede over at jeg stadig er undervægtig, faretruende tæt på anorektisk BMI-diagnosticering, og alligevel bliver gjort opmærksom på, at jeg godt kunne tabe mig lidt. Bare lidt, ikke? Om jeg er begyndt at træne endnu? Nej, ikke i et center, men … Nej, jeg vil helst ikke fortælle dig, hvor meget jeg har taget på.
For helvede. Hvorfor skal jeg lave mavebøjninger, rygbøjninger, benløft og armbøjninger til jeg ryster, før jeg er okay igen? Hvorfor skal jeg græde over at putte næring i min krop? Og hvorfor helvede skal andre mennesker, som endda ved, at jeg netop har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, gøre mig opmærksom på, at jeg da godt liiige kunne tabe mig lidt?
Jeg ville ønske, jeg var tynd.
Ifølge Google Maps har jeg cyklet 12,9 kilometer i dag - plus det løse rundt omkring i København. Jeg overvejer meget kraftigt ikke at forny mit månedskort, når det løber ud om lige under en uge. Der er under ti kilometer på arbejde; 18-19 kilometer om dagen på cykel ville gøre mig rigtig godt. Og selvom det måske lød vanvittigt i mine egne ører for nogle dage siden, synes jeg egentlig ikke det er så slemt mere.
Det har været en god dag i dag. Jeg spiste frokost med en ven, som jeg ikke har set siden før min indlæggelse. Det var en kedelig salat, men en uanstrengt samtale om Gud, Obama og Sarkozy. Det lykkes mig at propagandere for Naomi Klein næsten alle steder, jeg bevæger mig. “Shock Doctrine” er så lettilgængelig, informativ og fantastisk at jeg ikke kan holde op med at læse. Jeg fanger mig selv i at undre mig over, hvordan jeg kunne have levet et liv uden at vide alt dét.
Jeg er færdig med Khaled Hosseinis “A Thousand Splendid Suns” og er nu gået over til Milan Kunderas “The Unbearable Lightness of Being”. Litteratur gør mig så glad, at jeg næsten ikke kan indeholde det. Der er fem måneder tilbage af året. Jeg vil gerne nå at læse mindst ti bøger på den tid. Next in line er Tolstojs “Anna Karenina”. Jeg tager imod forslag med kyshånd.
Jeg er glad i dag. Han kommer hjem i morgen, og jeg tænker hele tiden på at kysse hans kinder, fingre, øjenlåg … Jeg glæder mig sådan til at falde i søvn sammen med ham.
Hurtig indskydelse; jeg har fået cykel igen. Min far har lavet den, jeg havde før, og har afleveret den til min storebror, som så afleverede den til mig. Jeg har allerede cyklet mindst ti kilometer siden fredag, og jeg er voldsomt glad for at have den igen. Der er 9,2 kilometer til arbejde fra min nuværende adresse, men hvis jeg flytter, vil der kun være omkring 3. Jeg ville gerne cykle de 18 kilometer om dagen, men jeg er bange for, at det er en smule overambitiøst. Vi får se når jeg er færdig med lang weekend, og skal møde 9.30 på onsdag.
___
15.00
Læg lige otte ekstra kilometer til de der ti. Fuck, det føles fantastisk at cykle igen.
Han er væk igen. Efter at have været hjemme fra ferie i to dage, tog han afsted på den tredje. Jeg under ham det, men ville alligevel gerne have, at han var blevet bare lidt længere. Også selvom han kommer hjem, inden jeg ved af det.
Det første jeg gjorde, da jeg så ham igen, var at vælte ham ned på sofaen og trække hans tøj af. Først halvanden time senere havde vi, hvad der kan betegnes som en reel samtale. Han spurgte ironisk, om jeg havde savnet ham. Selvfølgelig havde jeg det. Hvornår gør jeg ikke det?
Fredag aften var vi begge til fest på den arbejdsplads, han er sygemeldt fra i øjeblikket. Jeg skulle se min lillebror dagen efter, for første gang i mange måneder, og dét kombineret med heftigt alkoholindtag og natteløb for at hente nøgler, som jeg glemte da vi gik resulterede i noget, jeg troede var fortid … Endnu et hjerteanfald. Et virkelig slemt et endda. Jeg husker ikke det hele, kun smerten, brudstykker af det han sagde til mig - og en enormt frygt. Jeg ved jo godt, at jeg ikke lider af en dødelig sygdom. Jeg ved godt, at det ikke er farligt. Alligevel var jeg sikker på, at noget var helt galt.
Som sædvanlig havde han næsten overnaturlig tålmodighed med mig, og vi endte i en taxa, som tog os hjem sammen. Næste morgen skændtes vi, fordi han skulle tage mig hjem. Fordi jeg ikke kan finde ud af at tage hensyn til mig selv, selvom jeg er tyve år gammel og skal forestille at være bare nogenlunde voksen. Jeg kan godt forstå, at han er træt af at tage sig af andre. Det er jo ikke kun mig; en anden oplevelse for nyligt havde forstærket følelsen. Det handlede ikke kun om mig - men jeg skal også være opmærksom på, at han også er et menneske med sociale behov, og at det ikke altid bør være hans ansvar at passe på mig. Det burde være mit eget.
Han lavede morgenmad til mig, inden jeg tog hjem til min storebror, for at fejre min lillebrors fødselsdag.
Det var dejligt at se min lillebror igen. Hans ansigt er blevet længere, øjnene er ikke længere så absurd store i forhold til resten af hans træk. Han er blevet en smule højere. Storebror og ham spillede xbox, jeg kiggede på. Samme gamle mønster. Storebror og jeg lavede aftensmad sammen, og vi så X-men, mens vi spiste. Lillebror har svært ved at spise, så vi lavede en aftale om, at han skulle tage en bid hver gang han så Magneto eller Xavier. Det eliminerede fuldstændig behovet for at holde ham i ørerne, og gjorde det i stedet til en leg. Det kunne så nemt være gået galt - det er jeg glad for det ikke gjorde.
Hen på aftenen begyndte lillebrors medicin at wear off. Storebror var ikke i det bedste humør, og kombinationen af disse to faktorer bevirkede, at jeg valgte at gøre min exit omkring titiden. Jeg ville hellere gå lidt tidligere, og så sikre mig, at det havde været en god oplevelse for lillebror og jeg at se hinanden, end at risikere at blive uvenner eller irriterede på hinanden, fordi jeg ikke er vant til at være i nærheden af ham, når han ikke er på medicin.
Så jeg cyklede ind til byen, hvor jeg havde glemt nogle ting på kontoret, hvor der var holdt fest. Aftalte at mødes med ovenfornævnte, som just nu er i Jylland. Vi drak en flaske vin, rullede en joint og skyndte os ud igen, fordi ingen af os egentlig vidste, om der kom vagter om lørdagen, og hvordan vi i så fald skulle forklare vores tilstedeværelse.
Så gik vi ned til Stormbroen og sad i mørket med benene dinglende ud over vandet, mens vi delte en joint. Jeg havde lyst til at presse mig ind mod ham. Forelskelsen føles så meget mere intens, når jeg har indåndet tung røg. Jeg kunne ikke holde op med at stirre på hans fingre, hans ansigt, den måde han bed sig i læben på. Og da han kyssede mig, brast noget inden i mig. Som når man lader en finger bryde overfladen på et glas, hvori man har hældt vand til over kanten, spændt ud i en umulig bue, hvis eksistens man ikke forstår.
Resten af natten cyklede vi rundt i København. Legede turister og tog på Christiania, som om vi aldrig havde været der før. Jeg viste ham en anden vej at køre hjem. Han var bange for at politiet skulle give mig en bøde, fordi jeg kørte uden lygter. Vi var hjemme omkring kl. 4.
Og nu er han så væk igen, og jeg kan stort set ikke andet end at tænke på ham. Det er godt, at jeg har planer både i dag og i morgen, for ellers frygter jeg det ender med ulideligt lange indlæg om intet andet end ham, lige indtil han kommer hjem. Jeg er håbløs.
Jeg er 20 år gammel, og allerede nu bange for at ødelægge de børn, jeg forhåbentlig får engang. Ikke alene er mine gener mildest talt uattraktive med både hjertefejl og psykisk sygdom, men jeg aner jo heller ikke, hvordan jeg skal gøre mine fremtidige børn til ordentlige mennesker …
Jeg har så mange fine ideer; jeg vil læse højt for dem hver dag, ligesom der blev for mig. Forhåbentlig vil det gøre dem lige så glade for at læse, som jeg blev. Jeg vil tale både dansk, tysk og engelsk til dem (måske endda spansk, hvis jeg bliver flydende nok inden da), så de forhåbentlig bliver lige så glad for sprog, som jeg også er.
Men hvad med alt det andet? Jeg har aldrig kunnet lide sport, og jeg er på ingen måde musisk begavet - og det vil jeg så gerne have, at de har mulighed for at udforske. Vil det skinne igennem, at jeg ikke interesserer mig for at spille musik? Vil det hæmme dem, at jeg ikke kan lide fodbold? Vil jeg opfostre den samme generte pige, jeg selv var dengang i folkeskolen?
Det er dét, jeg allerhelst vil undgå. Mit hjerte gør ondt ved tanken allerede nu. Hvordan skulle jeg kunne bære at se mit barn komme hjem fra skole, grædende? (Ligesom mig.) Hvordan vil jeg kunne udholde, hvis mit barn bruger hver dag på at læse (ligesom mig), i stedet for at udfolde sig fysisk og udvikle sociale kompetencer?
Mine forældre gjorde det bedste de kunne. Men det var jo ikke godt nok. Hvilken chance har jeg så?
Utallige mave-, ryg- og armbøjninger senere går det lidt bedre. Når jeg er træt i kroppen, er det nemmere at give slip på vreden. Og der er så meget vrede. Både mod alle de andre, men også mod mig selv.
Nogle gange synes jeg virkelig godt om mig selv. Nogle dage er jeg oprigtigt glad, tænker at der er ting, som jeg er god til, mennesker som kan lide mig. Mange dage endda. Men andre dage er det næsten utåleligt at se mig selv i spejlet. Andre dage har jeg lyst til at gemme mig for hele verden, fordi jeg er så dum og grim, at jeg ikke fortjener det her liv.
Det skifter meget hurtigt. De fleste dage er blandinger af begge følelser. Men det er trods alt godt, at jeg ikke har haft lyst til at dø i flere måneder nu.
Jeg har ikke røget i to dage nu. Jeg har bare ikke haft lyst. Det kommer sandsynligvis igen, når jeg tager på arbejde i morgen, men indtil da er det rart at holde fast i; på nogle få måder behandler jeg min krop lidt bedre. Bare en gang i mellem.
I aften spiser jeg sammen med min storebror. Det er lang tid siden, jeg har set ham. Måske kan jeg få lov at se min lillebror snart også. I starten af august. Jeg græd igen, da min ene chef spurgte, hvordan det gik. Hun så det ikke. Gud, hvor jeg savner ham. Og hold kæft, hvor går det elendigt med de forældre.
Flere mavebøjninger.
Jeg har det forfærdeligt med min krop i dag. Jeg føler mig fed og direkte frastødende. På vej ned ad Strøget blev jeg ved med at røre ved mine kraveben, ligesom for at sikre mig, at de var der. At de ikke var gemt inde under et lag fedt, men stak ud, som jeg er vant til.
Jeg har det ikke skidt med, hvad jeg har spist i dag. To stykker grovtoast med smør til morgenmad, en salat af babyleaves, rucola, tomater og syltede hvidløg til frokost. Det er endda lykkedes mig at komme igennem den første halve liter vand inden frokost. Jeg har ikke den der forfærdelige alt-for-mæt følelse. Det er egentlig bare godt …
Jeg laver mavebøjninger hele fucking tiden, og jeg har stadig den samme åndssvage form. Jeg hader det. Jeg hader den her grimme, forfærdelige krop. Men maven hader jeg allermest.
